Bygningens beliggenhed og arkitektur signalerer åbenhed mod lokalsamfundet. Ønsket er, at beboerne vil benytte byens rum og tilbud. Udefrakommende borgere er ligeledes velkommen på Ella Mariehjemmet til kaffe eller et måltid mad under hensyntagen til beboerne. Beboerne skal have mulighed for socialt samvær og måske skabe nye sociale relationer, hvor interesser og oplevelser deles. Det giver mulighed for mangfoldighed – også i alderdommen.
Beboerne kan deltage i aktiviteter og tilbud under hensyntagen til beboerens egne ønsker og behov. Samarbejdet med pårørende og venner til beboerne vil blive vægtet højt. Ønsket er at skabe et åbent hjem, hvor de oplever sig velkommen og involverer sig i husets aktiviteter.
Plejen, omsorgen og livet på Ella Mariehjemmet har fokus på Ældrekommissionens 5 anbefalinger:
- Indflydelse på eget liv
- Respekt for forskellighed
- Medmenneskeligheden i fokus
- Gode oplevelser hver dag
- En værdig afslutning på livet.
Det betyder, at alle beboere efter en individuel vurdering og forventningsafstemning tilbydes støtte og pleje i overensstemmelse med deres ønsker og behov, og at den hjælp de modtager, ydes med respekt, indlevelse og faglighed. Hverdagen på Ella Mariehjemmet tager således udgangspunkt i beboerens oplevelse af selvbestemmelse og kvalitet i livet.