Målgruppen for Ella Mariehjemmet er kommunalt visiterede borgere, som ønsker at bo på hjemmet – primært ældre borgere med behov for kompenserende pleje og omsorg. Det vil sige borgere, der har vanskeligt ved eller er ude af stand til at overkomme, overskue og tage initiativ til at kunne håndtere hverdagen. Ella Mariehjemmet skal servicere de mere plejekrævende beboere, og mange beboere vil benytte diverse hjælpemidler i form af lifte og kørestole m.m. Ella Mariehjemmet er forpligtet til at løse opgaverne i overensstemmelse med servicelovens formål og bestemmelser.
Beboerne har brug for støtte og omsorg i døgnets 24 timer, herunder hjælp til personlig pleje, samt tilsyn og hjælp om natten. Der er vågen nattevagt. Beboerne vil have mulighed for at søge kommunen om bevilling af fysio- og ergoterapi, som vi med vores ergoterapeut eller fysioterapeut kan varetage.